Familiepleje


 

     

              TONIE PIA HAVSHOLM

                Socialpædagogisk konsulent

                             Familieterapeut

Jeg modtager spæd- og småbørn (ca. 0-3 år) planlagt eller akut til midlertidig døgnanbringelse, udredning og observation.


Tilbudet er optaget i øjeblikket!


Vi har stor viden og erfaring med dels at tage os godt af de spæde, sarte og udsatte børn dels  at samarbejde ligeværdigt, omsorgsfuldt  og respektfuldt med børnenes forældre.


Tilbudet i vores familie er MIDLERTIDIGT, dvs. vi stabiliserer, udreder og observerer barnet og laver en afsluttende, skriftlig pædagogisk observationsrapport indeholdende alle relevante oplysninger om barnets kompetencer og udfordringer. Pædagogiske statusrapporter udfærdiges løbende ved  behov. Er der behov for en psykologisk eller psykiatrisk udredning af barnet eller samspilsobservationer (barn-forældre eller barnet-os) samarbejder vi  gerne omkring dette.


Når det formelle sagsforløb vedr. forældrekompetencer mv. er afklaret, udsluses barnet  til dets fremtidige permanente opholdssted efter en nærmere tilrettelagt plan som tager hensyn til den eksisterende relation mellem barnet og os, så barnet ikke udsættes for yderligere traume men udsluses stille og roligt . Vi tilbyder naturligvis efterværn  efter aftale.

Gennem hele processen tilstræbes åbent og indsigtsfuldt samarbejde med barnets forældre samt anbringende kommune og andre relevante samarbejdspartnere.


Samvær mellem barn og forældre foregår i eksterne lokaler - enten i vores hyggelige lokale "Salonen" i Brønshøj, i forældrenes hjem, i kommunenes samværslokaler eller andet.

Aftaler vedr. samvær aftales skriftligt og tilpasses den enkelte families situation med BARNETS behov, reaktion, rytme osv. som kompas.


Indgår længerevarende hospitalsindlæggelser dækker vi som udgangspunkt 8 timer dagligt 6 dage i ugen - dog med mulighed for ændringer afhængig af den enkelte opgave.


SPECIELLE KVALIFIKATIONER:

Jeg har siden 2002 været ansat på døgninstitution i københavnsområdet, der modtager spæd- og småbørn akut eller planlagt til døgnanbringelse, behandling og observation.


Siden 2008 har min mand Allan og jeg været godkendt som plejefamilie.


I forbindelse med et pilotprojekt som skulle koble det bedste mellem døgninstitution og plejefamilie har vi siden 2009 i samarbejde med døgninstitutionen, modtaget spædbørn akut til observation og udredning via det vi har kaldt institutionsfamilie-ordningen.

Vi har modtaget børn med følger af alkohol- og rusmiddelpåvirkning, børn af forældre med svære psykiatriske diagnoser, børn af sårbare forældre, unge forældre, psykisk ustabile og skrøbelige forældre, adoptionsbørn osv.

Dette har betydet, at vi har haft en stor tværfaglig berøringsflade bestående af psykologer, pædagoger, læger, sygeplejersker, socialrådgivere, psykiatere, samværskonsulenter, plejefamilier, familieplejekonsulenter, medarbejdere i statsamtet, jurister m.fl.

Vi har haft børn i alderen fra 12 timer til 1½ år og anbringelserne har varieret fra 6 dage op til 1 år.


Kontakt mig endelig for yderligere referencer eller opklarende spørgsmål og spred gerne budskabet!